UFOer er en realitet
- af Løjtnant & pilot Donald E. Keyhoe, dansk af Poul-Erik Nielsen, ufo-sandheden.dk -

Da helvede brød løs - UFOer over Washington
 
Nervøse højtstående officerer fortsætter med deres løgne overfor offentligheden.

Den 26. juli 1952 brød helvede løs, da UFOer stormede ind over Washington, nu for anden gang..

UFOer følges af radar ved Washington National Airport. A: 7 objekter nærmer sig landets hovedstad fra syd. B: Nogle UFOer ses over Det Hvide Hus og Capitol. C: UFOerne ses over Andrews Air Force Base. D: Et UFO følger et rutefly. E: Et UFO ses at foretage en skarp højredrejning.

Problemet startede ved Key West. Tidligt på aftenen blinkede et UFO røde lys ned over Naval Luftbase, som blev observeret af hundredvis af mennesker. En destroyer blev hurtigt dirigeret til søs efter denne observation. Den officielle tavshed faldt.

Kort herefter, klokken 21:03, viste en formation af UFOerne sig igen over Washington, nu for anden gang. Heldigvis var de så højt oppe at de ikke blev observeret af mennesker i byen.

Men nervøse radarkontrollører sporede stadig de mærkelige maskiner. Kontroltårnspersonalet på Andrews luftbase og i Washington lufthavn bekræftede UFOernes manøvrer, og indkredsede dem samtidig på steder, hvor lysene blev observeret af piloter.

Mærkeligt nok blev luftforsvarets jetfly igen forsinkede i at komme til scenen. Men denne gang, da jetjagerne ankom, var der stadig nogle UFOer i syne. Løjtnant William L. Patterson, som fløj en af jetjagerne med en hastighed af 965 kilometer i timen, forsøgte at indhente det nærmeste UFO, men det forlod ham hurtigt alene tilbage.

I mellemtiden var luftforsvarskommandoen gået i aktion. Pentagon øverste leder, Major Dewey Fournet, Jr., var blevet hastindkaldt til centret. Men ham havde han Albert M. Chop, en officer med speciale i radar. I mere end to timer iagttog de blips over UFOernes positioner, alt imens radarspecialisten tjekkede radarudstyret.

Adskillige journalister var varskoet om observationerne, så de ventede udenfor, da Fournet og de andre kom ud fra centret. De tre mænd ville ikke spekulere på, hvad UFOerne måtte være, men de bekræftede Pattersons beretning om den mislykkede jagt.

Den nye Washington historie brød med et brag ud i aviser over hele USA. I løbet af 48 timer hamrede alle avisredaktører fra kyst til kyst på Luftvåbenet. Et typisk redaktionelt efterspørgsel om sandheden kom fra Rocky Mountain News i Denver.

”Det er utroligt, og en skræmmende tanke, at vores Luftvåben med alle dets faciliteter, ikke har været i stand til at identificere disse objekter … hvis disse såkaldte flyvende tallerkener involverer militære eksperimenter, er det tid nu til at fjerne klapperne og fortælle sandheden. Der er rigeligt med fare i denne verden, uden der er behov for unødvendig løgn.”

Nyhedsmedierne fortalte offentligheden om UFO invasionen.

“Hvis de på den anden side ikke ved, hvad disse objekter er for nogle størrelser, så lad i det mindste være med at prale af landets videnskabelige og militære fremskridt, før de ærlige svar kommer for dagen.”  

General Samford, chef for de væbnede styrker

Selv uden for Pentagon kæmpede General Samford (billedet til venstre) stadig mod enhver offentlig debat. Men til sidst havde han dog ikke noget valg.
Fra et sted højere oppe blev der givet ordre til General Samford. Jeg har pålidelige beviser for, at ordren kom fra Generalløjtnant Nathan Twining, nu stabschef i luftvåbenet. Uanset kilden fik Stamford denne ordre: ”Du skal holde en pressekonference.”

Under den femårige skræmmende lange UFO hændelsessituation, var der ingen det var hårdere for, end selve direktøren for ”Intelligence”, luftforsvaret.

Hvad kunne han fortælle offentligheden? Hvad var sikreste og det bedste for det amerikanske samfund?

Uden rent faktisk at sige det, kunne han lade amerikanerne gå i den tro, at det var hemmelige amerikanske enheder. Det var ikke sandt, men sandsynligvis kunne nogle papirer acceptere det, efter alle de benægtelser man indtil videre havde fremført.

Selv hvis offentligheden troede på det, kunne det medføre en farlig selvtilfredshed, og det var sikkert at Kongressen så ville skære ned på hårde tiltrængte økonomiske midler. Men et overlegen våbenart ligesom flyvende tallerkener, ville der slet ikke længere være brug for langtrækkende bombefly og konventionelt styrede missiler.

Det var kun ét sikkert svar, for at tilfredsstille nationens humør.

Flyvende tallerkener (UFOer) måtte aflives.

Det var et hårdt skrift for General Samford at tage. Det var jo at omvende Luftvåbenets sobre tilgang til sandheden. Det var risikabelt – risikoen var at offentligheden ikke længere ville have tillid til Luftvåbenet.

Men det var den eneste måde, hvorpå de voksne bølge af frygt, kunne stoppes.

General Samford vidste at Luftvåbenet siden 1947 ofte havde forsøgt at aflive de flyvende tallerkener. Hver eneste gang havde det været meget vanskeligt. Hvordan kunne det klares nu, med håb om succes?

Det var umuligt at gå tilbage til redegørelsen i 1949, som bortforklarede alle observationer, fordi Luftvåbenet nu registrerede observationerne, og mange var stadig uløste. De eneste resultater der indtil videre var kommet ud til offentligheden, var da Kaptajn Ruppelt sagde, at 25 procent af observationerne var observeret og rapporteret af efterretningsofficerer, men at tallet sikkert i realiteten var højere.

Hvis han selv indrømmede at 25 procent af observationerne var uløste, ville det være misvisende, for det bortforklarede de grundlæggende kendsgerninger. Rent faktisk rapporterede Luftvåbnet at de havde næsten 500 ægte flyvende tallerkener (UFOer) observationer. Men det ændrede alligevel ikke den grundlæggende situation.

I stedet for at indrømme sandheden, kunne en omvendt tilgang anvendes. Implikationer var almindelige: Hvis Luftvåbenet kunne løse 75 procent af tilfældene, ville de resterende formentligt også kunne forklares videnskabeligt.

Om det var vildledende eller ej, måtte den omvendte tilgang være en nødvendig metode at forklare de flyvende tallerkener på lige nu. Samfords problem var dog stadig at kunne forklare de resterende 25 procent. Han kunne sige at flyvende tallerkener (UFOer) sandsynligvis var mærkelige fænomener, helt uden for vores nuværende forståelse. Selv nogle officerer i luftvåbenet, som ikke kendte de faktiske forhold, mente det var sandt. Men det ignorerede observationsmønstrene og beviserne for absolut kontrollerede manøvre.

Hvor mange snu journalister ville sluge dette vage svar efter Washington observationerne?

General Samford kendte til de høje hastigheder og manøvrer, hertil skulle han også være klar til at kunne givet et svar. Det som gjorde det endnu vanskeligere var de samtidige visuelle observationer og radar trackings, specielt indkredsningen af Centret samt Andrews luftbase. Det måtte være en forklaring, så journalister ikke ville være som høge efter ham.

Dr. Menzel - deltog med at sprede løgne om UFOer

Der var en smuthul – temperatur-inversionen, som blev offentliggjort af Doctor Menzel, (billedet til højre).

Samford og hans ”Intelligence” personale kendte allerede denne teori. Teorien var baseret på en effekt, som var velkendt af forskere. Under normale omstændigheder bliver luften koldere som højden stiger, men under visse betingelser kan der være lag med varmt luft, og hvor den kolde luft er nedenunder.

Når lysstråler bevæger sig langsommere i et tættere medium, brydes de, når de passerer fra den kolde luft til den varme luft. Det er det samme der sker for eksempel i ørkener, som forårsager luftspejling, eller på opvarmede veje, hvor bilister synes at kunne se vandpytter forude. Radarbølger har det ligesom lyset, og bevæger sig også langsommere i et tættere medium, og bøjer ligeledes af på samme måde. Når en temperatur-inversion er stærk nok, vil det medføre en brydningseffekt.

Ifølge Dr. Menzel havde observatørerne rapporteret at lys fra UFOerne havde været vildledt af refleksioner, enten fra lys fra jorden eller stjernerne, tildækket Måne eller Solen. På samme måde forklarede han radar UFOer som jordbaserede objekter, opsamlet af afbøjede radarstråler, som derefter igen reflekterede temperatur-inversionen som så viste sig som blips på radarskærmene. Han tilføjede, at de høje hastigheder og voldsomme manøvre var forårsaget af refleksioner af bevægelige objekter, såsom biler eller tog, eller ved turbulens i temperatur-inversionen, som skabte et falskt bevægelsesmønster.

I løbet af juli måned nægtede flere fremtrædende videnskabsfolk at acceptere Dr. Menzels påstande. Men kun få i det offentlige rum, vidste noget om det, selv General Samford vidste intet herom.

Uanset sin berettigelse var det hans eneste mulighed for at slippe nogenlunde fra en sådan pressekonference. Det forklarede en lille del af observationerne, måske to til tre procent. Nogle officerer i luftvåbenet var bange for at det kunne give bagslag, fordi der var vigtige vidnesbyrd omkring Washington observationerne.

Det var tydeligt at General Samford ikke skulle møde pressen alene. Han havde behov for hjælp, ikke alene til afdækning af de tekniske vinkler, men også i håndteringen af de farlige spørgsmål som kunne dukke op. Ved at møde pressen med en stor gruppe officerer, kunne spørgsmålene sendes fra den ene til den anden, og dermed give direktøren et pusterum.

Efter at oplysningerne var blevet udarbejdet, blev konferencen sat til den 29. juli. Gruppen ville omfatte flere UFO eksperter fra ATIC, Obert Donald K. Bowler, den tekniske division analytiker, Kaptajn Ed Ruppelt fra Projekt Bluebook, Kaptajn Roy L. James, Mr. B. L. Griffing og andre civile specialister fra den elektroniske branche. Til afdækning af aflytningsvinkler blev Generalmajor Riger M. Ramey, chef for Luftforsvarskommandoen derfor valgt.

Efterretningsofficererne havde lige til det allersidste håbet at konferencen blev annulleret. Men UFO observationer steg, mod deres forventninger om at de ville falde.

Samme morgen havde militære officerer samt Statspolitiet i Indiana observeret et kæmpe aflangt UFO mellem flere skiveformede objekter (flyvende tallerkener). Tre timer senere havde et UFO undersøgt det atomare energianlæg ved Los Alamos, som svævede hastigt bort da et af luftvåbenets jetjagere fløj efter det. Der ankom så mange andre rapporter via fjernskriveren, at det antydede at den 29. juli ville blive et højdepunkt for juli måneds UFO observationer.

Ved middagstid havde Luftvåbenet endnu en hovedpine. Natten før rapporterede INS om en ny ordre fra luftvåbenet – hvis et UFO ignorerede ordren om at lande, skulle piloterne åbne ild. I Washington havde Frank Edward observeret blinkende lys, som blev refereret i Mutal netværk. Telegrammer fra hele Amerika indløb nu, og protesterede mod ordren. Ordføreren i Det Hvide Hus gav United Press en kopi af budskabet, for at hjælpe nationen. Der stod:

”Jeg respekterer forslaget om, at der træffes offensive aktioner mod de objekter …. Skulle de være udenjordiske, kan sådanne handlinger dog resultere i meget alvorlige konsekvenser, da disse væseners teknologier er langt overlegne vor. Venlig kontakt bør søges, så langt som overhovedet muligt.”

General Samford opgav sit sidste fortvivlede forsøg på at udskyde konferencen. På det tidspunkt kunne ingen have stoppet det, uden det ville få katastrofale følger. Mange mennesker ville have mistanke om skræmmende svar, som var alt for skrækkelige til at fortælle offentligheden.

Klokken var næsten 00:00 da en officer fra luftvåbenet ringede til mig og fortalte, at konferencen ville starte klokken 16. Tænkte at det ville være hurtigere at flyve til New York klokken 05, for at være klar til radio- og tv dates den følgende dag. Så jeg stoppede ved lufthavnen og ændrede min reservation til klokken 07:00, hvorefter jeg kørte videre til Pentagon.

Klokken 15:50 var mødelokalet halv fyldt. Jeg genkendte C. B. Allen, luftfarsmand for New York Herald tribune, Gunnar Back, tv-kommentator, Clay Blair fra Life, Doug Larsen fra NEA og et dusin andre storbys journalister. Klokken 16:00 var mødelokalet pakket med top korrespondenter, tjenestemænd og kommentatorer. Jeg havde ikke set en større deltagelse, siden dengang A-bombe historien brød løs.

Nøjagtig på minuttet, trådte General Samford ind. Han var en kraftig bygget mand med finurlige øjne. Hans skarpsindige, behagelige ansigt viste ingen antydning af bekymring – det var ikke for ingenting, at han var direktør for Air Force Intelligence.

Bag Samford kom Major General Ramey, en alvorlig udseende officer. Deres rådgivere var et bredt platform af en imponerende gruppe oberster, majorer, kaptajner og civile specialister. Kun Ruppelt kom tæt påp at matche Samford’s ubekymrede udseende.

I den næste time eller deromkring, ville de side på en krudttønde. To simple spørgsmål ville antænde lunten. Alt hvad de kunne gøre var, at bede til at ingen stillede de spørgsmål.

General Samford startede sin indledende bemærkninger med at sætte et mønster, som han senere brugte, når han skulle besvare vanskelige spørgsmål. Normalt er Samford en mand med få ord, og som regel altid kortfattet. Men klippede ord og korte sætninger, giver ofte en dramatisk effekt, og direktøren ønskede ikke noget drama her. En tør, akademisk tilgang var det bedste svar, og Samford gjorde sit yderste for at sætte mønsteret.

”Jeg tror planen er at have meget korte indledende bemærkninger,” sagde han i en langsom og uanfægtet tone, ” og derefter bede om spørgsmål som du ønsker at vi skal diskutere eller svare på. Jeg ønsker blot at oplyse vor grund til bekymring om emnet.”

”Luftvåbenet føler en meget konkret forpligtelse til at identificere og analysere de ting, der sker i luftrummet, som kan true USA, og på grund heraf føler vi os forpligtet til at udøve den interesse, som vi aktiverede allerede i 1947, der dengang var kendt som Project Saucer (pressenavn for Project Bluebook) og nu, som del af en anden og mere stabil og integreret organisation, forpligtelse til at analysere mellem tusinde og atter tusinde rapporter på dette område. Ud af de mange rapporter som vi har modtaget, har vi været i stand til at tage tingene, som oprindeligt var uidentificerede, og klassificerede dem som enten venlige fly, fejlrapporterede observationer, svindelnumre, og nogle af dem som elektroniske- og meteorologiske fænomener af den ene eller anden art, lys aberrationer og mange andre ting.”

Generalens involverede sætninger kunne ikke have været bedre beregnet, for at lette spændingen. Allerede flyvende tallerkener virkede lidt mere reelt. Han fortsatte på samme distanceret og akademiske måde.

”Imidlertid har vi omkring 20 procent af de samlede antal rapporter fra troværdige observatører, som indeholder forholdsvis utrolige ting. Og disse observationsrapporter kan vi ikke henlægge, da det ikke er muligt for os at finde årsagen, men bekymrer os.”

”Men jeg vil gerne sige, at det er vanskeligt at sige noget om de rapporter, der er baseret på manglende målingsenhed, eller som kort er blevet rapporteret af nogle, mere kunstfærdigt af andre, men uden måleenheder som kan konvertere de ting eller fænomener til noget mere overskueligt materielt af en slags, som vi kender.”

Adskillige journalister kiggede tomt på hinanden. Manden på min højre side lænede sig over til mig.

”Hvis han forsøger at besudle os noget, har han allerede fået mig”, hviskede han.

Generalen lod en pause på et par minutter gå.

Den skjulte sandhed forsatte overfor offentligheden, specielt nu kunne General Stamford ikke bekende den reelle sandhed, da det ville kollapse hele forsvaret, og samtidig ville det totalt fjerne enhver tillid til ham og hans medsvorne løgnere. I denne artikel vil ikke beskæftige os mere omkring denne pressekonference, men du kan læses mere detaljeret i bogen ” Flying Saucers From Outer Space.”