UFOer er en realitet |
ATIC officerer får sved på panden
Nervøse højtstående officerer blev nervøse når de hørte navnet "Ginna" fra "Life Magazine".
Passagerfly nær kollideret med et UFO
Den 20. januar 1951 klokken 21:26, før en Mid Continent DC-3 passagerfly var blevet dirigeret ud til start i Sioux City Lufthavn, Iowa, bemærkede operatører i kontroltårnet et blåligt lys i vest. Kontroltårnsoperatørerne troede at det var et andet fly, og kaldte derfor DC-3 piloten og meddelte ham, at han skulle være forsigtig, da et andet fly nærmerede sig området.
 |
| DC-3 American Airlines, tæt på sammenstød med UFO. |
Da DC-3 flyet var linet op til start, observerede begge piloter på passagerflyet samt kontroltårnsoperatørerne at lyset bevægede sig, men da det stadig var i en vis afstand fra DC-3 flyet, blev der givet tilladelse til start.
Da passagerflyet rullede ud på startbanen for at komme op i hastighed, var piloten og anden-piloten så optaget af deres gøremål, at de ikke observerede at lyset kom nærmere – men det gjorde operatørerne i kontroltårnet. Så snart DC-3 flyet var i luften, kaldte kontroltårnet til piloterne og meddelte dem, at de skulle være forsigtige. Anden-piloten sagde at han så lyset, og på samme tidspunkt fik kontroltårnet et opkald fra en anden flyvemaskine, som anmodede om landingsinstruktioner og operatørerne blev nødsaget til at tage sig af denne opgave.
DC-3 piloterne havde også set bort fra lyset i nogle få sekunder. Da de kiggede tilbage var det blålige lys skiftet til hvidt lys. På et splitsekund svævede det blinkende ved flyets højre vinge, så tæt, at begge piloter troede at de ville kollidere med det. Da det havde passeret DC-3 passagerflyet, observerede piloterne mere end ét lys – de så et enormt objekt, som var meget større end et B-29 fly.
Da anden-piloten var kommet til sig selv efter denne chokerende oplevelse, kigge han ud af sidevinduet for at se, om han kunne se UFOet, og der var det, det svævede i formation med passagerflyet. Han råbte til piloten, som lænede sig fremover og nåede at se at UFOet forsvandt ud af syne.
Dette andet udseende bekræftede Mid Continent besætningen første indtryk – at objektet var aflangt, uden vinger eller finne. De så ikke mere, kun en stort ”skyggeform” og et blåligt lys, ingen vinduer, ingen udstødning.
Kontroltårnsoperatørerne havde mistet hændelsen, da de var optaget af landingsinstruktioner til den anden flyvemaskine, og piloten og Co-piloten på DC-3 passagerflyet havde ikke haft tid til at ringe til kontroltårnet for at meddele, hvad der rent faktisk foregik. Alle kontroltårnsoperatører kunne bare fortælle, at nogle sekunder efter at UFOet var svævet bort, var det blålige lys ligeledes forsvundet.
Da DC-3 passagerflyet landede I Omaha, afgav besætningen rapport, som blev fremsendt til Luftvåbenet. Men dette var ikke den eneste rapport der blev indgivet, da en rapport også blev afgivet af en oberst fra militærets efterretningstjeneste, som havde været passager på DC-3 passagerflyet. Han havde også set UFOet, og var meget imponeret.
Jeg troede at det vil være en interessant rapport, og spekulerede over, hvordan den officielle reaktion ville blive. Den officielle reaktion var en stor, dyb mavegriner.
Det undrede mig, for jeg havde læst at Flyvevåbenet var en seriøs undersøgelsesorgan for alle UFO rapporter.
Jeg fortsatte hele dagen med at aflytte drøftelser om UFO rapporten, da UFO eksperter var ved at ”undersøge” hændelsen. Undersøgelsesholdet fandt, at der havde været et B-36 fly et sted i området ved Sioux City på tidspunktet for observationen, og det som jeg kunne få ud af det var, at de forsøgte at skyde skylden på observationen af B-36 flyet. Da Washington kaldte for at få resultaterne af observationsanalysen, må de have fået historien om det B-36 fly, da sagen herefter blev lukket.
Jeg havde kun været på ATIC i to dage, og besluttede mig for at jeg ikke ville klassificere mig selv som en intelligens-ekspert, men man skal ikke være ekspert for at se, at et B-36 fly, ikke kan gøre som UFOet gjorde, selvom det blev fløjet af en erfaren idiot.
 |
| Pilot på DC6, Willis T. Sperry |
På det tidspunkt vidste jeg ikke, at en lignende begivenhed havde fundet sted året før. Den 29. maj 1950 om natten, var et American Airlines DC-6 passagerfly lettet fra Washington Nationale Lufthavn, og da det var omkring 8 kilometer vest for Mount Vernon, så Co-piloten pludselig noget mærkeligt og råbte: ”Se det – se det”. Piloten og ingeniøren kiggede og observerede et blåhvidt lys, som svævede direkte mod deres fly. Piloten kæntrede DC-6 flyet i en skarp højredrejning, mens UFOet passerede flyet på venstre side ”fra 11:00 til 07:00” og var en anelse højere end passagerflyet. UFOet passerede mellem fuldmånen og DC-6 passagerflyet, og de kunne tydeligt se den mørke silhuet af en ”vingeløs” B-29-lignende objekt.
Få sekunder efter at UFOet havde passeret DC-6 passagerflyet, kiggede Co-piloten ud og så, at det igen var der – nu tilsyneladende dannede det formation ved flyets højre vinge. Derefter forsvandt det i en flash, og et blåligt lys stod stille på himlen foran flyet, hvorefter det foretog et venstresving og svævede mod kysten.
Piloten på DC-6 passagerflyet, som indgav rapporten, havde mere end 15.000 timers flyvetimer bag sig.
Jeg havde ikke hørt om UFOer eller flyvende tallerkener i flere uger, efter de blev kendt, men jeg havde dem i tankerne, og en dag spurgte jeg en bekendt på ATIC om dem – specielt ønskede jeg at vide mere om Sioux City hændelsen. Hvorfor var det blevet afkastet så let? Hans svar var typisk efter den officielle politik på den tid: ”I disse dage vil alle skøre piloter dræbe sig selv, de tossede mennesker på jorden vil se op, og der vil ikke længere være flere rapporter om flyvende tallerkener.”
Men efter at jeg kendte flere folk på ATIC bedre, fandt jeg, at emnet flyvende tallerkener ikke havde en enstemmig følelse hos alle. Nogle af efterretningsofficerne tog ufo-rapporter seriøst. En mand, som havde været på ”Projekt Sign”, da det blev organiseret i 1947, var overbevist om, at UFOer var interplanetariske rumskibe. Han havde udspurgt folk i kontroltårnet på Luftbasen i Godman, da kaptajn Mantell blev dræbt efter at ville jage et UFO, og han havde brugt adskillige timer på at tale med besætningen på DC-3 passagerflyet, der blev fulgt af et ”cigar-formet” UFO nær Montgomery, Alabama. I det væsentlige, kendte han historien fra A til Z, da han havde været der.
Det stod mig klart at den officielle mening på ATIC var, at personer som havde observeret (og rapporteret) om UFOer, var skizofrene (sindssyge). På overfladen lo de disse historier, men når jeg var alene med dem, og begyndte at latterliggøre emnet, så forsvarerede de det i det mindste og var aktiv interesserede. Det lærte jeg efter at have været på ATIC i en måned.
En forsinket rapport var kommet ind fra Afrika. En af mine venner var ved at læse det, så jeg spurgte ham, om jeg måtte tage et kig på det, når han var færdig. Efter et par minutter rakte han mig rapporten.
Da jeg var færdig med rapporten, kastede jeg det tilbage på min vens skrivebord, med kommentarer om denne verdens nørder. Jeg fik en reaktion som jeg ikke havde forventet, han var ikke så sikker på, at hele denne verden er nørder – måske nørder på ATIC. ”Hvad er det for noget”, spurgte jeg ham. ”Har de virkelig grundigt tjekket hver rapport, og at der ikke var noget usædvanligt?”
Han fortalte mig at han ikke troede de gennemgik UFO rapporter i detaljer, selvom han altså ikke havde været på ATIC i lang tid. Han arbejdede ikke på UFO-projekter, men han havde set mange af deres rapporter, og vidste, hvad de gjorde. Han ville ikke købe deres forklaringer. ”Og jeg er ikke den eneste, der har den mening”, tilføjede han.
ATIC officerer får sved på panden
Ordene "flyvende tallerken" var ikke oppe at vende i en måned eller to. Jeg havde næsten glemt alt om de to ord, og var dybt opslugt i en analyse af effektiviteten af MiG-15. MiG var lige begyndt at dukke op i Korea, og at finde ud af mere om dette, var en varmt projekt. 
Så ordene "flyvende tallerken" gled på tværs af lokalet igen. Men denne gang i stedet for mave latter var der en note af hysteri.
Det så ud til at en journalist fra Life Magazine var i gang med en forskning omkring UFOer, og rygter ville vide, at Life Magazine havde planer om at fremlægge fremtidige artikler på området. Journalisten havde kontaktet Kontoret for Offentlig Information i Pentagon, for at forhøre sig om den aktuelle status for Projekt Grudge. For at imødekomme journalisten havde OPI sendt en forespørgsel ud til ATIC: Hvad er status for Projekt Grudge?”
De fik et bidsk svar tilbage: Alt er under kontrol; hver ny rapport bliver grundigt analyseret af vores eksperter; vor store file-rapporter er i tip-top form; og generelt er alt hunky-dunky. Alle UFO rapporter er svindelnumre, hallucinationer og fejlagtig identifikation af kendte objekter.
En anden kontakt kom fra Washington: Fint, Hr. Bob Ginna fra Life kommer til Dayton. Han ønsker at kontrollere nogle rapporter.
Det er et galehus.
Andre journalister havde skrevet om UFO historier, og andre havde besøgt ATIC, men de havde altid været på officerens anmodning. Navnet Life, fremtidige historier og navnet Bob Ginna, fik sveden til at flyde hos UFO eksperten ved ATIC.
Ginna ankom og UFO ”eksperter” hos ATIC talte med ham. Ginna fortalte mig senere om mødet. Han havde en lang liste af spørgsmål om rapporter, som var indløbet gennem de seneste fire år, og hver gang han stillede et spørgsmål, den "eksperten" ud af lokalet for at forsøge at finde den file, hvorpå svaret stod. Jeg husker den dag, folk brugte en masse tid på at åbne bundter af filer og gravede igennem dem. I mange tilfælde fik han svaret: ”Jeg er ked af det, det er klassificeret (hemmeligt)”, for at ATIC eksperten kunne redde sig ud af en kejtet situation.
Ginna, jeg kan forsikre dig, at ”operation UFO-projektet” slet ikke er så effektivt. Folk køber ikke helst så let historier om svindel, hallucinationer og fejlagtig identifikation, som Luftvåbenet åbenbart troede.