UFOer er en realitet |
Project Sign - hemmeligholdelse udvidet !
UFOerne er aktive
I overensstemmelse med 'de gamle hænder' på ATIC, var den første observation som virkelig gjorde Air Force dybt interesseret i UFOer, hændelsen som skete den 8. juli på Muroc Air Base (nu Edwards AFB), den super hemmelige Air Force testcenter i Mojave ørkenen i Californien.
 |
| Foto: Muroc Air Base (Nu Edwards AFB) |
Klokken 10:10 (formiddag) var en testpilot i gang med at starte den dengang nye XP-84 fllymotor op for at foretage en testflyvning. Da han kom til at se op og mod nord observerede han, hvad der først syntes at være en vejrballon svæve i vestlig retning. Efter at have set det et par sekunder, skiftede han mening. Han var blevet advaret om højtliggende vinde, og objektet han så, svævede mod vinden. Objektets størrelse kunne ikke sammenlignes med noget fly, det han så var kæmpestort, mellem 3.600 og 4.000 meter (altså mellem 3,6 og 4 km) lang, og det svævede med en hastig mellem 350 og 400 kilometer i timen. Objektet havde en gullighvid farve.
Ti minutter før denne episode, havde andre officerer og piloter observeret tre objekter. Objekterne var ens, bortset fra at de var mere sølvfarvede. De tre objekter svævede ligeledes i vestlig retning.
To timer senere observerede en teknikerbesætning ved Rogers Dry Lake, der støder op til Muroc Air Base, et andet UFO, og deres rapport lød som følger:
Den 8. juli 1947 sad vi i en lastbil og observerede område #3, Roger Dry Lake. Vi observerede en formation af to P-82’er og et A-26 fly, som fløj i en højde af 20.000 fod. Flyene var klar til at udføre en serie eksperimenter.
Vi observerede også et rundt objekt som var aluminiumsfarvet, som ved første indfald lignede en baldakin. Vi troede at der var sket en for tidlig udslyngning, men det var ikke tilfældet. Objektet svævede lavere end 20.000 fod, og dykkede tre gange, men faldskærmen, som normalt folder sig ud efter 30 sekunder, udeblev.
Objektet svævede lidt mod nord og mod den fremherskende vind. Hastighed og den vandrette bevægelse kunne ikke afgøres, men det synes at svæve langsommere, end hastigheden ved et F-80 fly.
Da objektet havde nået en tilstrækkeligt lav højde, kunne vi observere dets laterale silhuet, af udseende var det rundt/ovalt med to fremspring på oversiden
Der var ingen røg, flammer, motorstøj, propel eller andre synlige plausible fremdriftsanordninger. Objektet var sølvfarvet, og kunne ligne malet aluminium.
Da objektet var droppet så lavt i højden at det kommet på linje med bjergtoppende, mistede vi den synlige kontakt med objektet.
Det anslås at objektet var synligt omkring 90 sekunder. Af de fem personer som sad i lastbilen, observerede de fire objektet. Følgende er vores mening om dette objekt:
Det var menneskeskabt, som det fremgår af skitsen og dets funktionelle udseende. Hvad vi så, var ikke en hallucination eller andre fantasiforestillinger.
Nøjagtig fire timer senere observerede en pilot i et F-51 fly, som befandt sig cirka 70 km. syd for Muroc Luftbase i en højde af 20.000 fod, et ”skiveformet objekt med naturlig lysreflekterende ydre”. Han rapporterede at objektet ikke havde nogen vinger og ingen lodrette finner. Han blev først opmærksom på objektet, da det var lige over hans fly, han prøvede at flyve op til det, men hans F-51 kunne ikke flyve højt nok. Alle flybaser i området blev kontaktet, men ingen havde fly i området.
 |
| Modeltegning: Piloten i et F-51 fly observerede et UFO i 20.000 fods højde. |
Ved udgangen af 1947 var sikkerhedslåget omkring UFOer skuet stramt til. De få medlemmer fra Pressen som ville forhøre sig om, hvad Flyvevåbenet gjorde, fik den samme behandling som du ville få i dag, hvis du spurgte om antallet af kernevåben i USA’s atomare arsenal. Ingen, bortset fra nogle få højtstående officerer i Pentagon, vidste, hvad folkene indenfor det pigtrådsindhegnede Lufttekniske Intelligence Center tænkte eller gjorde.
De notater og korrespondancer som Projekt Blue Book arvede fra de gamle UFO projekter fortalte historien om den tidlige flyvende tallerken æra. Disse notater og stykker af korrespondancer viste, at UFO situationen blev anset for at være alvorlig, faktisk meget alvorlig.
Papirerne for denne periode indikerede også at der var forvirring om hvem der arbejdede med hvad. Man ønskede hurtige svar, for folk var ved at tale i alle retninger. Alles teori var lige så god som den næste, mens ATIC var lukket og undersøgte deres egne teorier. Ideerne som kom frem førte til at man kunne dele UFOer på i to hovedkategorier, jordiske og ikke-jordiske. I den jordiske kategori førte Russerne. med den amerikanske flåde (U. S. Navy) samt deres XF-5-U-I, ”Flying Flapjack”.
Da Anden Verdenskrig sluttede havde Tyskerne flere radikale flytyper og automatiske styrede missiler under udvikling. De fleste af disse projekter var dog for det meste i indledende faser, men det var til gengæld de eneste luftbårne maskiner der tilnærmelsesvis kunne udføre manøvre som de, der blev indberettet som UFOer af observatører. Efter den Anden Verdenskrig fik de allierede komplette sæt af disse flytyper samt den seneste udvikling. Dette, kombineret med rygter om at Russerne febrilsk var ved at færdigudvikle de tyske ideer, forårsagede en mindre grad af alarm. Men efterhånden som flere UFOer blev observeret nær Flyvevåbenets Muroc Test Center, indsatte man koncentrerede styrker fra hærens White Sands Proving Ground samt Atombombestyrker.
Amerikanerne sendte et specialhold afsted til Tyskland, og anmodede om at de skulle finde ud af præcist, hvor store fremskridt der var blevet lavet ud fra de forskellige tyske projekter.
Den sidste mulighed var naturligvis at Sovjetunionen havde opdaget et helt nyt aerodynamisk koncept, som ville give ydeevne som de Flyvende Tallerkener.
Mens ATICs tekniske analytikere søgte USA for data på de tyske projekter, og efterretningsagenterne i Tyskland var at opsøge de data de var blevet bedt om, fortsatte UFO rapporter med at strømme ind fra hele landet. Pasific Northwest førte med hensyn til indberetning om UFOer, men hver stat i Unionen rapporterede om flyvende tallerkener, UFOer).
I starten var der ikke nogen koordinerende indsats for at indsamle data om UFO-rapporter, de kunne også komme via radioen eller avisartikler. De militære efterretningstjenester uden for ATIC tøvede med at undersøge UFOer på eget initiativ, fordi de manglede specifikke ordrer, hvilket er så typisk for militæret. Da ingen ordre var forestående, mente de at UFOer ikke havde nogen interesse for militæret. Men inden længe blev denne fredsommelige holdning ændret, og det skete drastisk.
Klassificerede ordrer kom om at alle UFO-observationer skulle undersøges. Få fat på alle detaljer, og send det direkte til ATIC på Wright Field. Ordrerne skulle udføres uden nogen forklaring om, hvorfor disse oplysninger var ønskelige. Manglen på en forklaring, samt det faktum, at oplysningerne skulle sendes direkte til en af de højeste intelligence-grupper ved Luftvåbenets hovedkvarter, får fantasien til at vokse og er at dolke enhver militærperson i efterretningstjenestens system.
Forvirringens æra var i fremskrift.
Udtalelser til pressen, for at give indtryk at åbenhed, blev ikke omfattet af forvirringens faktor. Mens ATIC skjulte informationer og resultater af undersøgelser, fik visse ’højtplacerede embedsmænd’ ordre til at være ’klukker’ når der skulle omtales UFOer.
I juli måned 1947 blev en historie citeret til offentligheden gennem et International Nyhedsservice, hvor en officer skulle have sagt: ”Indtil videre har vi ikke fundet noget som kan bekræfte at Flyvende Tallerkener (UFOer) eksisterer. Vi tror ikke det er styrede missiler.” Han fortsatte og sagde: ”Som tingene ser ud nu, synes de at være er fænomen eller et udslag af folks fantasi.”
Et par uger senere blev en oberstløjtnant, som var assisten for stabschefen af Fjerde Luftvåben, citeret for at have sagt: ”Der er ikke grundlag for at tro på flyvende tallerkener i Tacoma området eller i nogen som helst andre områder.” [Der blev henvist til en UFO observation i Tacoma området, Washington].
Da oberstløjtnanten fra Luftvåbenets fjerde afdeling udbredte sin frasigelse omkring flyvende tallerkener, henviste han specifikt til en UFO rapport fra Tacoma, Washington området.
Svindelnummeret
Undersøgelsesrapporten af denne hændelse ved Maury Island, var en af de mest detaljerede rapporter i den tidlige UFO æra. Rapporten som vi havde i vore filer, var blevet fikset og stykket sammen af Air Force Intelligence og andre militære myndigheder, fordi de to efterretningsofficerer der startede undersøgelsen, ikke kunne afslutte den. De var døde.
For Luftvåbenets vedkommende startede historien den 31. juli 1947, da løjtnant Frank Brown, en efterretningsagent på Hamilton AFB i Californien, modtog et lang-distance telefonopkald. Personen som ringede, var en mand, som jeg vil kalde Simpson. Han havde mødt Brown da han undersøgte en tidligere UFO observation, og nu havde han et varmt tip om en anden UFO hændelse. Han havde netop talt med to politibetjente fraTacoma. En af betjentene havde set seks svævende UFOer over hans patruljebåd, og de havde tabt nogle metalliske genstande. Simpson havde nogle stykker af dette metal.
 |
| Modeltegning: Svindelnummeret |
Historien lød for godt til løjtnant Brown, så han rapporterede det til sin chef. Hans chef, Kaptajn Davidson, var også interesseret, så indenfor en time var de i luften, på vej til Tacoma i et af Luftvåbenets B-25 fly. Da de ankom mødte de Simpson og en af hans venner (en pilot fra et flyselskab) på hans hotelværelse. Efter den sædvanlige introduktionsrunde fortalte Simpson til Brown og Davidson, at han havde modtaget et brev fra en borger i Chicago, som havde spurgt om han ville undersøge denne sag. Borgeren havde betalt ham 200 US$ og ønskede en eksklusiv omtale, men nu var tingene ved at blive for varme, så Simpson ønskede at militæret ville tage over.
Simpson fortalte at han havde hørt om Maury Island hændelsen, men at han ønskede Brown og Davidson skulle være førstehåndsvidner.
Han havde ringet til de to havnepolitibetjente, som nu var på vej til hotellet. De ankom og fortalte deres historie.
Jeg ringede til de to politibetjente, Jackson og Richards. Jackson sagde at besætningen på patruljebåden var hans søn, og dennes hund, og at de udførte patruljering nær Maury Island, en ø i Puget Sound området, omkring 5 kilometer fra Tacoma. Det var en gråvejrs dag med solidt skydække, og en sigtbarhed omkring 700 meter. Pludselig bemærkede alle på båden seks ”skiveformede” objekter lige under skyerne, og som svævede hen mod båden. De kom nærmere og nærmere, og da de var omkring 150 meter fra båden, stoppede de og holdt sig svævende i luften. Et af de skiveformede objekter så ud til at være i vanskeligheder, for de øvrige fem objekter svævede sig i en position rundt om det. De var meget tætte på os, og vi kunne alle se dem tydeligt. UFOerne var omkring 80 meter i diameter, og havde en kuppel foroven. De var alle sølvfarvede, og der var absolut ingen støj eller lyde i øvrigt. Hvert af objekterne havde koøjer (vinduer) rundt i kanten.
Jackson kunne huske at de fem UFOer kredsede omkring det sjette, og et af dem kom ind og synes at være i kontakt med UFOet som øjensynligt havde problemer. De to objekter opretholdte kontakten i nogle minutter, hvorefter de begyndte at adskille sig. Imens dette foregik tog Jackson fotos af objekterne. Ligesom de var begyndt at adskille sig, lød et uhyggeligt ”bump” og det næste sekund udspyede UFOet noget meget let metal fra hullet i midten af undersiden.
UFOerne svævede ud over vandet, hvor UFOet begyndte at smide hårdt, stenagtigt materiale. Noget af det landede på stranden ved Maury Island. Jackson tog hans besætning og sejlede til standen ved Maury Island, men båden blev skadet, hans søns arm blev såret og hunden dræbt. Da de endelig nåede dertil, så de op og så, at UFOerne var ved at forlade området med høj hastighed. Havnebetjenten fortalte hvordan de skovlede flere skovlfulde metaller fra standen op på patruljebåden. Han forsøgte at bruge sin radiokommunikation, men af ukendte årsager var forbindelsen meget dårlig, så han ikke engang kunne tale med hovedkvarteret i Tacoma, kun fire kilometer borte. Da de lagde til i Tascoma fik Jackson førstehjælp til sin søn, og derefter indberettede han episoden til sin overordnede officer, Richards, som, tilføjede Jackson, at han ikke troede på fortællingen. Han troede ikke på det, før han gik ud til øen og selv så metallet.
Jacksons problemer var ikke forbi. Den næste morgen modtog han en mystisk besøgende, som fortalte Jackson at han skulle glemme, hvad han havde set.
Senere samme dag blev foto-filmen fremkaldt. De viste seks objekter, men filmen var dårlig, plettet og dugget, som havde filmen været udsat for stråling.
Tascoma aviserne havde modtaget et anonymt opkald fra en ukendt, som fortalte nøjagtig hvad der var foregået på Simpson hotelværelse. Det var en meget ejendommelig situation, fordi ingen, bortset fra Simpson, piloten og de to havnebetjente vidste, hvad der var foregået. Hotelværelset havde enddog været gennemsøgt for eventuelle skjulte mikrofoner.
Det er sådan at historien var et par timer efter at Løjtnant Brown og Kaptajn Davidson var ankommet til Tacoma.
Efter at have stillet Jackson og Richards nogle få spørgsmål, forlod de to efterretningsagenter hotelværelset, og de var selv meget tilbageholdende med at nævne noget fra mødet. Nogle journalister som siden har skrevet om hændelsen sagde, at Brown og Davidson synes ivrige efter at forlade emnet og bange for at berøre fragmenter omkring UFOer, som om, de vidste noget om dem. De to officerer vendte tilbage til McChord AFB, nær Tascoma, hvor deres B-25 fly var parkeret, afholdte en konference med efterretningsofficeren på McChord, og tog derefter til deres hjemmebase, Hamilton. Da de forlod McChord havde de et godt kendskab til identiteten af UFOer. Heldigvis fortalte de hvad de havde været vidne til samt deres bestemte mening til efterretningsofficeren på McChord.
Et par timer efter var begge officer døde. B-25 flyet styrtede ned nær Kelso, Washington. Besætningschefen og en passager havde faldskærm på og reddede livet. Aviserne antydede at flyet var blevet saboteret, og det var på grund af det højt klassificerede materiale (metallet fra UFOerne). Myndighederne på McChord AFB bekræftede det sidstnævnte punkt, flyet var lastet med højt klassificeret materiale.
Aviserne og nyhedsmedierne omtalte styrtet som førte til døden for de to officerer, men Maury Island mysteriet blev aldrig offentligt opklaret.
Senere rapporter sagde at de to havnebetjente på mystisk vis hurtig var forsvundet, efter det fatale flystyrt.
De burde være forsvundet i Puget Sound. Hele historien om Maury Island mysteriet var et svindelnummer. Den første, måske den næst-bedste, og det mest beskidte svindelnummer. En passage i den detaljerede officielle rapport om Maury Island mysteriet sagde:
Både _____ (de to havnebetjente) indrømmede at stenfragmenterne intet havde at gøre med flyvende tallerkener. Det hele var et svindelnummer. De havde sendt stenfragmenter [til en udgiver af et magasin] som en joke. _____ En af havnebetjentene skrev til _____ [udgiveren], at stenene kunne være en del af en flyvende tallerken. Han havde sagt at stenene kom fra en flyvende tallerken, fordi det var, hvad [udgiveren] ville have ham til at sige.
Udgiveren, som nævnte ovenfor, som en af svindlerne sagde, ville have ham til at sige at sten fragmenterne var kommet fra en flyvende tallerken, er den samme person som betalte de 200 US$ til den person som kaldte sig Simpson for at undersøge sagen.
Rapporten fortsætter med at forklare flere detaljer om hændelsen. Ingen af de to mænd har nogensinde kunne producere fotos. De "malplacerede" dem, sagde de. En af dem, jeg har glemt hvem af dem, var den mystiske person som havde ringet til aviserne for at rapportere samtalerne som fandt sted på hotelværelset. Jacksons mystiske besøgende eksisterer ikke. Ingen af mændene var havnebetjente, de ejede blot et par gamle både, som de benyttede til at samle flydende tømmer fra Puget Sound. Flystyrtet var en af de uheldige ting. En motor gik i brand og brændte ud, før de to piloter kunne komme ud, vingen og halen var revet af, hvilket gjorde det umuligt for dem at redde livet. De to døde officerer fra Hamilton AFB lugtede som et svindelnummer, på grund af deres korte interview og deres tøven med at tale om ”fragmenter”. De bekræftede deres overbevisning da de talte med efterretningsofficeren på McChord. Det klassificerede materiale på B-25 flyet var en fil rapport, som de to officerer havde tilbudt at tage med tilbage til Hamilton, og havde intet som helst at gøre med Maury Island mysteriet, eller bedre, Maury Island Svindlen.
Simpson og hans pilotven fortalte ikke om svindlen til nogen som helst. Så snart det blev opdaget at de var svindlere, ønskede ingen at tale med dem.
De fleste journalister som skriver om flyvende tallerkener, forlanger skarpe observationer og påpeger at den vigtigste forudsætning for at de vil skrive om historien er, at den skal være oprigtig, fordi regeringen aldrig har forsøgt at retsforfølge svindlere. Det er en logisk forudsætning, men falsk. Gennem undersøgelser af årsagen til Maury Island svindlen, havde myndighederne tænkt alvorligt på at retsforfølge mændene. I sidste øjeblik blev det besluttet, efter at have talt med de to mænd, at svindlen var harmløs spøg, som var eksploderet, og tabet af de to menneskeliv kunne ikke direkte skydes på de to mænd. Ved den tid var de faktiske forhold gårsdagens nyheder, og intet er mere dødt, end gårsdagens nyheder.
Project Sign bliver mere aktiv
Som året 1947 nærmede sig sin afslutning, var Flyvevåbenets Project Sign vokset fra sin indledende fase af panik og havde slået sig ned på en rutinemæssig operation. Hver efterretningsrapport beskæftigede sig med Tysklands Anden Verdens Krigs aeronautiske forskning, for at finde ud af om Russerne kunne have udviklet nogen af de seneste tyske designs i flyvende tallerkener.
Aerodynamik på ATIC og på Wright Field Luftbasens laboratorie blev betegnet som den maksimale ydeevne som kan forventes fra de tyske design. Designerne af flyene blev kontaktet. ”Kunne Russerne udvikle en flyvende tallerken, ud fra deres design?” Svaret var: ”Nej, der fandtes ikke nogen tænkelig måde hvorpå et fly kunne udføre manøvre som UFOer.” Flyvevåbenets laboratorie var enige. Hvis sådanne flyvende genstande kunne bygges af mennesker, ville den menneskelige krop ikke kunne modstå så voldsomme manøvre. Derudover ville man ikke kunne finde eller udvikle materialer, som kunne modstå de belastninger, manøvre og varme ved de høje hastigheder.