UFOer er en realitet |
Besøg fra et andet univers
Selvom observationskurven fortsat steg i løbet af juli måned 1952, gav de fortrolige rapporter ingen antydning om årsagen til den landsdækkende rekognoscering, bortset fra natten den 18. juli, hvor en flyvende tallerken (UFO) manøvrerede, som om den gjorde sig klar til en landing. Lige før dette observerede flyvebasen i Florida fire af de mærkelige objekter kredse over flybasen men kort efter de var forsvundet igen, dukkede en femte flyvende tallerken op fra vest. Kort efter accelererede den og forsvandt med forrygende fart i vestlig retning.
 |
| UFOer over Washington, juli 1952 |
Indtil da havde ingen andre tilfælde matchet observationerne som dem fra Indianapolis med virkning på offentligheden. Med alle de rapporter som var kommet fra forsvarsbaserne, var det en advarsel til Intelligence enheden i Washington, men heldigvis udeblev hysteriet fra offentligheden.
Så skete det om morgenen den 20. juli 1952, da Washington selv blev indhyllet i rampelyset. Aktionen dækkede et større område, i og omkring hovedstaden. Men de mest dramatiske scener fandt sted i et mærkeligt lokale uden vinduer, nemlig i Lufttrafikkontrol Centret i Washingtons Nationale Lufthavn.
Selve opgaverne der udføres fra tårnet, udføres i realiteten fra bygningen som ligger syv kilometer derfra. I tårnet kontrollerer operatører kun de sidste tilgange, landinger og takeoff. Men mændene i Centret foretager langtrækkende overvågninger via radar, for at spore fly op til 140 kilometer fra lufthavnen. Selv i hårdt vejr, skal tung trafik nøje kanaliseres ind i lufthavnens landingsbaner. Når passagefly er startet skal de sendes væk fra de tætte trafikerede områder til deres tildelte niveauer. Selv i tåge, stormvejr og lavt overskyet vejr skal fly guides via tovejs radiokommunikation, og ’stables op’ når det er nødvendig og afvente deres tur for at kunne lande.
Det er et præcisionsjob. Kontrolcentret ser aldrig flyene de guider igennem, det foregår alt sammen via radar og kommunikation. Men tusinder af liv afhænger af deres hurtige, præcise tracking, og på et split-sekund skal genkende de forskellige fly på radaren (ved hjælp af små såkaldte ’blips’).
Radarlokalet, hvor denne nats handling startede, er et langt halvmørkt lokale, så dækningsområderne på radarerne let kan aflæses. En ny vagt startede den 20. juli 1952 klokken 00:00, og denne vagt blev ledet af seniorkontrollør Harry G. Barnes. Natten var klar, og flytrafikken på radarerne var lyse og i orden, så mændene slog sig ned for en otte timers vagt.
 |
| Radarrum Washington 1952 |
Seniorkontrollør Barnes sporede et enkelt passagerfly flere kilometer fra lufthavnen. Da den roterende radarstråle ramte flyet, blev ekkoet returneret til modtageren ved kontroltårnet. Stærkt forstærket viste det sig som en lille plet på radarskærmen, og hvert tiende sekund dukker et nyt blip (punkt) op, som viser passagerflyets ændrede position.
Via tracking af disse blips var det let at læse flyets kurs. Barnes’ øvede øje målte afstanden mellem de runde lilla pletter, og ved brug af ti-sekunders intervallerne kunne han hurtigt beregne flyets hastighed. Gennem målingerne kunne han også fortælle flyets position, afstanden fra lufthavnen samt den retningskurs.
Når der var tale om tung trafik, kunne han og de øvrige kontrollører med blyant markere hvert fly’ position med en nummereret plastikchip. Men det var der ikke behov denne nat, himlen var næste tom. Omkring klokken 00:30 gik Barnes ud til vejlederens skrivebord, og kontrollør Ed Nugent havde til opgave at guide dette fly. To andre kontrollører, Jim Ritchey og James Copeland, stod et par meter væk.
Præcis klokken 00:40 dukkede der pludselig syv skarpe blips op på radaren. Nugent stirrede på radarglasset. De mærkelige fly, eller var det nu var, synes at være faldet ud af ingenting. Der var kun et svar. De ukendte maskiner må være fløjet ind i området med forrygende hastighed mellem to blips, og derefter må de have bremset op i den sydvestlige kvadrant på radarskærmen.
”Få Barnes herind – hurtig”, sagde Nugent til Copeland.
Seniorkontrolløren (den øverstkommanderende) kom hurtigt løbende. Begge konsolskærme viste de mærkelige blips. Barnes fik hastigt fat kontrollør Howard Cocklin, som befandt sig i tårnet.
”Vore radarskærme viser de samme bip!” sagde Cocklin hurtigt. ”jeg kan se en af de tingester. Det har en lys-orange skær, men jeg kan ikke fortælle hvad der er bag ved det.”
 |
| Radarrum, hvor Barnes og medarbejderne studerer UFOernes færden |
Den nu forskrækkede Barnes blinkede ord til Luftforsvarskommandoen, og vendte tilbage til det primære arbejde. De ukendte maskiner var nu adskilt. To befandt sig over Det Hvide Hus, en tredje i nærheden af Capitol – begge forbudte områder.
Vi sporer dem også”, fortalte en bekymret radarkontrollør ved luftforsvarskommandoen. ”Vi har sporet dem til samme område som I har.”
”Sender du jagere op?”, spurgte Barnes hurtigt.
”Nej, luftbasen er ved at blive repareret. Vore jetjagere befinder sig oppe ved Newcastle.”
Barnes afsluttede samtalen og kiggede op på de andre kontrollører.
”De jetjagere bliver nødt til at komme fra Delaware. Det kan tage en halv time.”
De sad stille i flere minutter, og så på de lydløse sporede flyvende tallerkener, og kort tid efter så kontrollør Jim Ritchey at en af dem svævede forbi Capital passagerflyet, som netop havde fået landingstilladelse. Han skar mine og kaldte kaptajnen, en veteran som blev kaldt ”Casey” Pierman. Giv dem område specifikationen for de flyvende tallerkener.
Indtil nu var de flyvende tallerkener (UFOer) sporet til at svæve med en hastighed på 210 kilometer i timen. Til alle kontrollørs forbløffelse, blev alle spor pludselig brat afsluttet. Der hvor næste blip skulle have vist området for de flyvende tallerkener, var der nu bare en tom plads – intet.
Et øjeblik efter ringede Piermann tilbage.
“Jeg så de tingester, men de forsvandt inden jeg kom tæt nok på. De kravlede ud af syne i løbet af tre til fire sekunder.”
Kontrollørerne stirrede på hinanden. Har var altså svaret på, hvorfor blips på radaren forsvandt. Utroligt af UFOerne kunne svæve så hurtigt ud gennem radar-strålerne. Det betød at de havde forøget deres hastighed fra 210 km. i timen til over 800 kilometer i timen på kun fire sekunder!
Et par minutter efter denne episode, fik Barnes og de andre et ny forbavsende syn. Et blip viste et spor, som brat foretog en 90-graders sving – noget som intet fly kan udføre. Derefter svævede den rundt – og pludselig kom et nyt blips, denne gang i radarens top. Det mystiske objekt stoppede helt, vendte derefter i alle mulige retninger – på kun fem sekunder.
Oveni denne uhyggelige opdagelse, kom en overraskende rapport fra kontroltårnet. Operatør Joe Zacko havde iagttaget hans ASR scope, som var blevet bygget til at spore høje hastigheder, når et UFO brat optrådte på glasset. Et kig og han vidste det bevægede sig med en fantastisk høj fart. Fascinerende så han, hvordan en stribe af blips fór hen over skærmen, efterhånden som UFOet svævede over Andrews luftbase og videre mod Riverdale.
Da sporet pludseligt sluttede, havde Zacko hastigt indkaldt Cocklin. Sammen kalkulerede de UFOets hastighed.
Det havde flyttet sig 3,22 kilometer per sekund – 11.600 kilometer i timen.
Ifølge stien var det klart at UFOet havde sænket sig lodret ned i ASR strålerne. Det havde fladet sig ud i et par sekunder, hvorefter det med en enorm hastighed var klatret ud af strålen igen.
Intelligente væsener fra et andet univers
Af ukendte årsager var jetflyene endnu ikke ankommet. (Der var senere rygter om at en anden UFO alarm nær New York, havde forårsaget at alle jetjagere var blevet dirigeret dertil. Selvom luftforsvarskommandoen nægtede dette, blev forsinkelsen aldrig opklaret.)
De flyvende tallerkener (UFOer) havde kredset over Washington i næsten to timer, og kontrollørernes nerver var ved at være meget anspændte. Indtil denne aften havde nogle leet af tanken om besøgende fra andre planetsystemer, men nu var de blevet rystet i deres grundvold – for såvel radarspor som de visuelle observationer lagde kun op til et svar.
Deroppe i natten var der nogle super-maskiner som rekognoscerede den amerikanske hovedstad. Via deres kontrollerede manøvrer var det bekendt, at de var styret af meget intelligente væsener. Det var en logisk tanke at de gjorde sig klar til at lande for at opnå kontakt, eller for at angribe.
At være buret inde i disse kontrolrum uden vinduer, hjalp ikke. Kontroltårnsoperatører og piloter kunne i det mindste se de mærkelige maskiner eller objekter. Uanset hvad der skete, ville de kun få et lille øjebliks advarsel. Det eneste Barmes og hans medarbejdere kunne gøre, var at spore disse maskiner og så bede til at de ikke var fjendtlige.
Barnes havde nu en uhyggelig fornemmelse af, at de mystiske besøgende lyttede til hans radiosamtaler. To eller tre gange klatrede UFOerne væk i det øjeblik, han gav piloterne observationspunkterne. Ikke en eneste pilot kom tæt nok på til at se lysene bag på UFOerne.
Klokken var næsten 03:00 da et af luftforsvarets jetjagere nåede Washington. Og akkurat, lidt før det, var UFOet forsvundet. Tilsyneladende havde de observeret jetjagerne, eller har hørt den kalde Centret. Fem minutter senere genopstod situationen, nu var der en sværm af UFOer over hele Washington. Et af dem, som havde været skjult af et stort hvidt lys, svævede ud og fulgte Capital passagerflyet tæt på lufthavnen, hvorefter det forsvandt.
 |
| Piloter i jagt efter UFOer |
Da himmelen begyndte at lysne, afsluttede UFOerne deres fem timers undersøgelse af Washington. Men før de forlod området, så mindst ét vidne formen på deres maskiner. Omkring klokken 05:30 forlod en radioingeniør (E. W. Chambers) WRC-sender stationen, og da så han fem store skiveformede (runde) objekter, kredse i en løs formation. Han var målløs da han så, hvordan objekterne vippede opad og klatrede stejlt ind i himmelen.
Heldigvis var UFOerne forsvundet, da de fleste mennesker vågnede. Alligevel voksede hysteriet hurtigt, da historien alligevel brød ud. Først prøvede Luftvåbenet at holde munden lukket over Washington observationerne. I flere dage benægtede officerer at radaroperatører på Andrews luftbase havde sporet UFOerne. En talsmand insisterede på at Kontroltårnets radar havde været defekt. For ligesom at bevise at hændelsen var ligegyldigt, sagde en anden officer at ingen jetjagere var blevet sendt til området. Men deres forsøg på at nedbringe den offentlige frygt, var forgæves.
Telegrammer, langdistanceopkald og breve i tusindvis strømmede ind hos Pentagon. Under pres fra vælgere, nyhedsmedier, syndikater og radio-kommentatorer krævede kongresmedlemmer at der skulle holdes en pressekonference.
Kravene satte forsvaret i spot. Hvis de indrømmede at UFOerne var ægte, ville det være som at smide olie på bålet. De var nødt til at fortælle dette land, hvad beviserne viste. Alt hvad de kunne gøre var, at nægte at tale og bede en bøn om at denne cyklus ville stoppe.
Men efterhånden som nye observationer blev rapporteret, steg presset. Fra Texas blev det rapporteret, at et vejrbureau observatør havde observeret et UFO som svævede med 1.600 kilometer i timen. Piloter på civile fly fortalte pressen om UFOer der kredsede over New Jersey og Californien samt et dusin andre amerikanske stater. Fra private borgere dukkede der snesevis af andre rapporter op, som blev offentliggjort i aviser og i de elektroniske nyhedstjenester.
I mange tilfælde blev de hemmelige rapporter fra luftforsvarskommandoen bakket op af de offentlige observationer. Om natten, den 23. juli 1952 blev et UFO med blålig-grønt lys observeret over Boston. Et par minutter senere blev det sporet på GCI radar. Da Jordkontrolradaren havde observationen blev informationen sendt til en F-94 pilot, som skulle prøve at indhente UFOet. Piloten så det underlige lys, låste sin egen radar fast på objektet, men jetjageren tabte hurtigt objektet af syne. En ingeniør ved et anlæg overværede UFOernes manøvrer, og fortalte journalister at det var ”absolut styrede maskiner.”
Om morgenen den 26. juli 1952 brød helvede løs, se artiklen “UFOer over Washington”